Antologi 2015
Har bidraget med en illustration til Stordstrømmens antologi 2015.
Den lokale forfatterforening har samlet en række forfattere og illustratorer fra Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster. Antologien præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer, der har ladet sig inspirere i sit nærområde.
"Sylte, nitter og nisseskæg" er mit bidrag til Antologien.
Der hvor jeg kommer fra, følger aktiviteterne ildsjælene. Ildsjælene følges af alderen. Alderen følges af ensomheden. Som følges af aktiviteterne, som følges af ildsjælene, som følges af alderen, som følges af….
Tidlig morgen på Nørre Alslev station, på vej. En ung mand med sin byrde, skoletræt. Han er absolut ikke nogen ildsjæl, og dog. Bag sit introverte ydre i sort, nitter og en krumrygget gangart med lodrette passive arme, støvsuger han al opmærksomhed med sit nisseskæg holdt op af en bred hvid elastik. En provokation, en parodi, måske.
Kulturforening, Petanque, kunstforening, Lions Club, Ældresagen som følges af ildsjælene, som følges af alderen, som følges af ensomheden som følges af………..
Hovedrystende, overbærende ligegyldige blikke. En syltet generation der står på en station, på vej.